onsdag den 20. september 2017

Flot arkitektur ifølge lokalavisen i Silkeborg

I den lokale avis har de en afstemning kørende.

"Giv din stemme: Nu skal de flotteste byggerier findes. Silkeborg Kommune og Midtjyllands Avis opfordrer læserne til at stemme på hvilke nye byggerier og anlæg, der har den flotteste arkitektur".

Så det var da med forventning om at se smukke bygninger med lækre krummelurer, da jeg klikkede mig gennem galleriet med de nominerede bygninger. Jo, det var. Jeg forventede søjler, stuk, nytænkning, respekt for de smukke linjer og fascinerende bygningsværk.
Og her kan man så med underspillet skuffelse sige, at arkitektur (endda den flotteste, som avisen lovede) bliver defineret temmelig forskelligt.


(Billedekilde: MJA.dk)




Den flotteste arkitektur? Really?








tirsdag den 19. september 2017

Man gjorde et barn fortræd, men det barn endte med at være stærkere end alle røvhullerne

Jeg har egentligt en god opsparing af selvtillid. Til gengæld indeholder jeg i perioder nærmest 90% dårligt selvværd i indholdsfortegnelsen. Man kan ikke få det hele og så må man arbejde med det man har.
Så det har jeg gjort. Og det har genopfrisket en del minder, flash backs og vrede med tilbagevirkende kraft. Samtidig har det dog også vist sig at være en pisse god investering i selvudvikling.

Min kæreste og jeg har en on/off battle kørende om han skal se barndomsbilleder af mig. Han vil gerne. Jeg knap så meget.
Nu er det mest en joke, for selvfølgelig skal han da se så meget af mit liv som muligt. Helst det hele.

Men lidt alvor er der alligevel i det. Så meget, at jeg en dag, da jeg var ude hos mine forældre og hvor han skulle komme og hente mig, hev et barndomsbillede af mig selv ned fra væggen og gemte det ovenpå et skab. (Faktisk tror jeg ikke, at mine forældre har fundet det skide billede endnu).
Og det er latterligt. Og en syg måde at fastholde sig selv i poolen med kviksand, der er kendt for at suge al selvværd til sig og ned på bunden, hvor det bliver til en tung grumset masse, der er pænt umulig at få op til overfladen igen.

Men når man gennem det meste af sin barndom og de tidlige teenageår var velsignet med mennesker, som åbenbart mente, at jeg da lige var typen, der skulle have nogle sandheder at vide, så ender man sgu med at tro på det.
Bevares; jeg var ikke et heldigt barn. Det kan jeg da ved gud godt selv se, når jeg kigger familiealbummerne igennem.  Jeg lignede mest af alt en 40 årig i børnetøj og med en virkelig dårlig permanent.
Men jeg fik åbenbart en plade monteret i panden under undfangelsen, som lyste op med neonlys og teksten: "Hey; gider du ikke lige komme med en træls stikpille om min personlighed. Eller endnu bedre; mit udseende? Jeg trænger sådan til at mærke, at jeg lever".

Vildt underligt. Og bizart. Men sådan var det længe. Ikke fra mine forældre. De så (og ser) et lys i mig. Men fra familiemedlemmer længere ude i stamtræet. Og senere fra bekendte.

Jeg VAR et sært barn. Et pisse kærligt og godt barn. Men jeg var ikke tidssløs. Jeg passede i hvert fald ikke helt ind i normen dengang i 70'erne og 80'erne.
Lidt corny. Lidt skæv. Med en trang til fordybelse, farveriger tanker og sær humor. Og så var jeg som sagt ikke noget dukkebarn at se på. Alle odds var ligesom imod mig: Skelen, briller i virkelig grimt design og som bonus: Rødt hår.
Og det skulle man åbenbart kommentere på. Hold nu kæft altså. Alle de svirp jeg har fået, som henkastede kommentarer og stikpiller. Jeg orker ikke engang at gengive dem alle, for det ødelægger bare min dag og hele meningen med dette indlæg.
Men man skal ikke være psykolog for at vide, at sådan noget gør noget ved et selvværd. Og jeg sagde jo ikke fra. Hvilket barn gør det, når en gammel klam farbror til ens mor hiver fat i en foran resten af familien og brøler en høj kommentar ud om, at "hajerne ville elske, hvis jeg faldt i vandet", hvorefter han tog fat i mit hvalpefedt og grinede højt eller når en onkel sagde: "Jeg var i en lille by i Tyskland i sidste uge. For fanden, der boede kun grimme mennesker. Hold op, hvor var de grimme. Der var også en, der lignede dig, Heidi. Jeg troede lige et kort øjeblik, at I var på ferie dernede"

Der sidder man jo ikke som barn og siger: "Hey, luk lige røven, din kæmpe debile socialt uintelligente grimme nar. Hvorfor har du et behov for at kritisere mit udseende og ydmyge mig? Spasser!"
Man kigger bare lidt for interesseret ned i bordpladen og håber på, at nogen ved bordet snart skifter emne. Og helst inden man er blevet færdig med at tælle træårerne i det afsyrede fyrretræ.


Ikke engang, da jeg i midt 20'erne var til familiefest og min farbror, som er udstyret med verdens største kæft - bogstaveligt talt - holdt en tale om, "hvor helt utrolig grim jeg var som barn", kunne jeg finde på et snappy comeback. I stedet gjorde jeg det, som jeg altid gjorde. Grinede med, mens jeg inderst inde fantaserede om at dumpe ham i den dybeste brønd, der kunne opstøves.


Men så skete der noget. Ikke på én gang, men gradvist. Ret ironisk har det vist sig at have det modsatte effekt.


For godt nok kulminerede hele den medfødte farce først, da jeg var i starten af 30'erne. Men til gengæld har jeg fået så meget selvindsigt, at jeg nogle gange bliver lidt smålun på mig selv, når jeg tænker over det. Nogle vil kalde det narcissistisk - personligt foretrækker jeg at kalde det selvforkælelse med tilbagevirkende kraft.
Jeg har ved gud stadig fejl nok, der kan rumme en roman i tre bind. Mit selvværd spænder stadig ben for mig i perioder. Specielt nu, hvor jeg ikke altid helt kan forstå, hvad fanden min kæreste egentlig ser i mig og mine K3'ere.

"Den pææææne mand kan jo få hvem fanden han vil have", messer jeg rytmisk og klagende, når pms'en regerer.

Men så kigger jeg på ham og ser hans blik, når han kigger på mig. Og så falder der en ro over mig. En følelse af at høre til, være hjemme, at være helt okay. Faktisk...at være helt rigtig. Og han åbner mine øjne for ting, som jeg aldrig har hørt før. Som blandt andet, at han har lagt mærke til, hvordan folk jeg kender, reagerer, når jeg møder dem. At det ikke er med en "åh nej, for fanden - ikke hende"-attitude, men med varme og smil.
Og det har jeg aldrig tænkt over før. Overhovedet. Jeg har egentlig været rigtig god til at fastholde mig selv i rollen, som udkants-Heidi med lidt for mange periodevise mentale udfald.
Selvhad og selvkritik, når det er sovset allermest ind i en klam og lidt for tyk synetisk Knorr-sovs. For det var jo groft sagt den hytte jeg havde bygget til mig selv rent mentalt. Den hytte, som andre kalder selvværd.

Men han ser mig. Helt som jeg er. Og han elsker mig. På grund af det. Og det smitter af, kan jeg mærke.
Ja ja, Rom, blev ikke bygget på én dag og hvad har vi ellers af gennemsigtige floskler - skyerne vokser ikke ind i himlen, og selv om miraklernes tid endnu ikke er forbi, så sker der ikke så store mirakler, at et utæt selvværd kan blive vindtæt på rekord tid. Jeg vil sgu nok altid kæmpe med mit selvbillede, men hvis jeg kan opretholde denne følelse og evt. bygge lidt på den, så bliver det en fornuftig balance mellem at være tilfreds med mig selv og stadig være ydmyg af personlighed. Og sådan kan jeg egentlig bedst lide mig selv.



Og så har jeg fået internettet tilbage. Jeg ringede til YouSee igen og fik Sundas i røret og dermed også en yderst smilende service. Så venlig, at hun gav mig sin private mailadresse og bad mig maile hende, hvis nettet ikke nåede at komme tilbage inden de lukkede. For så skulle hun se hvad hun kunne gøre. Hjemmefra.
Altså, det er sgu okay. Ret meget. Også selv om jeg ikke orker at logge på netbank og se hvor pisse mange ud- og ind- (og især ud-) posteringer, der har været til YouSee de sidste par måneder.
Kundeservice er godt, når det er godt. Trods alt. Faktisk er de altid ret søde overfor derinde.


Så min kæreste har nok fat i noget af det rigtige, når han siger, at folk generelt er søde overfor mig.











Han er perfekt. Fordi han er corny på den fede måde. Fordi han er ham. Fordi han er smuk over det hele. Fordi han kan få mig til at grine til maven går i kramper og tårerne pisker min mascara af. Og fordi han får mig til at have det godt - lige der, hvor det betyder allermest.




Efteråret kommer tidligt i år

...og det samme gør den forbandede og forbistrede tilbagevendende efterårsinfluenza-ish-agtige undtagelsestilstand.

Jeps. Det startede med Sundhedssøn og hoste og snue. Så mente Uglepigen at hun da bestemt også skulle være med, så hun forhøjede med feber. Her blev min kollega åbenbart misundelig og kylede indsatsen op på det helt urimelige med en gang tarmfestivitas.  Og selv om jeg har gjort alt for at holde vejret og ikke indånde deres virusser, når jeg var tæt på dem, er det nu min tur til at føle mig blarh.
Og som om det ikke er rigeligt at føle stivhed og ømhed i samtlige dele af kroppen, så topper jeg den også med ond hovedpine og den der fornemmelse øverst i næreborene, som man bare godt ved, at den kan betyde en giga snotboble af forkølelsesvirus, der sidder oppe i kraniet og diskuterer lidt med sig selv, om den gider soves væk eller om den skal give den gas og lade et inferno af næsevæsker gå amok i hele krydderen indenfor de næste 24 timer.

Så jeg skred tidligt hjem fra arbejde og havde planer om at kravle i sammenrullet stilling under dynen med en serie på Netflix.

Det havde jeg planer om. Men her stopper elendigheden så ikke. For selvfølgelig kommer man hjem til en router, der ikke gider være social med internettet.  Det er klart. Så kan man lægge ud med at ringe til YouSee og pænt stille sig i telefonfuckerkø i en anden tidszone blot for at finde ud af, at der igen er nedbrud i logikken og systemet.

"Vi har lukket for din forbindelse. Vi har faktisk nedlagt den. Ha! For du mangler at betale en regning fra juni. Og jo jo, bevares - godt nok havde du først lige fået oprettet denne forbindelse på det tidspunkt og havde derfor ikke en regning endnu, men hov...ups...something went wrong".


Og så kunne jeg godt mærke, at mit temperament ikke rigtig gad mere. Jeg har ikke lavet andet end at være i kontakt med YouSee konstant de sidste par måneder, fordi de har sendt regninger, som ikke var regninger, men som alligevel var regninger, men som ikke skulle betales, men det skulle de så alligevel, for ellers lukkede de alt, men så var der en fejl og jeg havde ingen regning hos dem, for faktisk skyldte de mig penge og så overførte de penge til min konto, men de penge ville de så have beholdt alligevel, men det var så en fejl, som jeg skulle se bort fra og NU skyldte jeg dem slet ingenting, men det gjorde jeg så alligevel, så nu lukker og nedlægger vi den forkerte forbindelse, og hov ups, hvis du gerne vil have den genoprettet må du lige betale ved kasse 1, og kasse 1 betyder så, at du skal betale over telefonen og give mig dit kortnummer, så vi kan åbne den forbindelse, som vi har lukket ved en fejl og ups vi lukkede den forkerte, men din gamle forbindelse, som du ikke længere har router til er stadig åben, men det kan du ikke bruge til så meget".


For helvede, jeg orker det ikke. Jeg har ondt i alle mine led, jeg vil bare putte mig ind til min kæreste og have trøst.
Så kan jeg ligge her med en bankkonto, som YouSee har taget en kæmpe bid af og vente på, at det skide forbindelse kommer op at køre igen.





Og der sker ikke en skid. "Der skete en fejl". Ja, det skal jeg da lige love for. og så er jeg da ret ligeglad med, at jeg fik at vide, at "der går nok lige et par timer". Det.skal.virke.nu!


Jeg er hårdt angrebet af selvmedlidenhed. Og kun ved hjælp af åndedrætsøvelser i telefonen, undgik jeg at tænde lodret af på YouSee-medarbejder. Har til gengæld nok lydt som en bundliderlig gammel telefonsex-0059-stodder med mit heftige tunge ikke-så-kontrolleret-åndedræt ned i røret..."Nu...gider...jeg..ikke...mere...det...må...I...kunne...forstå...pfffhhhh..."
Bildte endda YouSee-mand ind, at jeg skulle have det op NU, fordi jeg arbejdede hjemmefra. Han behøver jo ikke vide, at jeg nok ikke kan lave så skide meget mad sammen med flygtninge via. internettet. Men det er sådan set også underordnet. Det skal bare virke! Jeg har i dén grad betalt rigeligt for det.


De får en time mere. Maks. Så ringer jeg igen.


Fandeme altid noget, at jeg kan se frem til at putte mig ind i favnen på min dejlige skattemand senere i dag.





lørdag den 2. september 2017

Der ER en fordel ved at være tyk

Hele den der ubådssag ville aldrig kunne have sket for mig. Jeg ville ikke kunne komme ned i den. Peter og jeg ville simpelthen stå i spænd i det der tårn af en art.



torsdag den 31. august 2017

Dansk for dummies II


Dansk for dummies


Hvad folk i virkeligheden mener, når de på Facebook skriver


- *Tommerfinger op-ikon.
Jeg gider ikke bruge mere tid på denne samtale.

- Smukke! 💗 (Som kommentar til profilbillede)
Ikke en skid. Alle på Facebook er åbenbart smukke.


- Sikke en lorte dag. Puha. Jeg har bare mest lyst til at gå i seng og blive der.
Jeg trænger til opmærksomhed. Spørg til mig! Gør det. Nu!


- Jeg vil ikke snakke om det.
Så fik jeg opmærksomhed. Tak. Nu fortsætter jeg min tavse offerrolle, så du kan blive helt vildt bekymret for mig.


- Karin tjekkede ind her: Skadestuen.
Karin har fået en splint i foden, men hun vil gerne have dig til at tro, at hun har punkteret den ene lunge efter et sammenstød med en terrorist med en sabel.


- Helt ærligt !!! Hvad sker der for regeringen ?????!!!!!!
Jeg er bundhysterisk og har ikke en skid styr på tegnsætning. Det ville jeg bare gerne lige vise jer. Hejhej.


- Uhh, så kalder sengen og den nye Fifty Shades bog - føler sig godt tilpas.
Jeg er pisseliderlig, har intet sexliv, men vil gerne fortælle, at jeg kan lide smæk i nummeren.


- *Poster et inspirational quote.
Se, hvor dyb og eftertænksom jeg er. Jeg reflekterer over livet med dette enormt grimme billede med en tekst skrevet i Comic Sans.
Alternativt: Jeg fortæller jer diskret, hvordan jeg har det mentalt.


- Så er der høvdingegryde! *Poster et billede af klam sammenkogt ret*
Jeg har haft diarré. I en 5-liters gryde.


- Livet er en gave. Modgang gør stærk. Tag ja-hatten på. Tryk på pyt-knappen. 
Jeg er verdens største klynkeofferrøv i virkeligheden. Men på Facebook plejer jeg mit falske image som evighedsoptimist.


- Æv, så er det mandag. Der er længe til weekend.
Jeg har lært ugedagene udenad.


- “I'm selfish, impatient and a little insecure. I make mistakes, I am out of control and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best.”
Derfor er jeg single.


- Husk! Når du peger fingre af andre, er der altid to fingre, der peger tilbage mod dig selv.
Jeg fatter overhovedet ikke ironi eller sarkasme. Til gengæld er jeg vild med at være en belærende lyseslukker.


- Den Korte Avis skriver bare det, som ingen andre tør. 
Mine læseegenskaber og mit ordforråd har ikke udviklet sig siden 5. klasse.


- Den klamme blotter skal skydes. Hvis det var mit barn, der havde mødt ham, havde han ikke overlevet det. Skær pikken af ham!
Jeg går 100% ind for selvtægt, men jeg er bange for muslimerne, for de vil have shariatilstande.


- Fotovogne er pengemaskiner!
Jeg vil køre efter mine egne færdselsregler. Jeg ved bedre. Men hvad jeg ikke ved er, at det kun er en pengemaskine, hvis jeg aktivt bidrager til den.


- Henriette tjekkede ind her: Fitness World
Om to uger ser du mig aldrig her igen. Men lige nu må du gerne tro, at jeg er typen, der træner hver dag og altid. Se mit overskud og energi.



- Så i dag, ik'å...der kom jeg gående i Føtex,...der stod en Hus-Forbi sælger udenfor. Og han svedte, for det er varmt. Og folk gik bare forbi ham, ik'å. Også selv om de kunne se, at han og hunden ikke havde det godt. Så købte jeg altså lige en vand til ham og den. Ej, hvor blev han rørt og glad. Det var tak nok i sig selv for mig. Jeg købte ikke hans avis, men jeg gav ham en 20'er, så han kunne købe noget til sig selv.
Husk nu, folkens; det kræver ikke meget at være noget for andre.

Nobelpris. Nu. Og del mit opslag, så jeg måske kommer i Ekstra Bladet. Mvh. Mother Teresa.


- Så lærte Asger at bruge potten! *Poster et billede af en lang gennempresset lort på bunden af potten*
Mit barn kan skide. Tadaaaa.