De bor udelukkende på arbejdet, og indtil nu har jeg skiftet sko hver gang jeg skal ud at køre i firmabilen, eller når jeg får fri.
Indtil nu...
Jeg befinder mig åbenbart så godt i præventionsskoene, at jeg uden at tænke over det, nu bevæger mig ud i offentligheden med dem på.
Både i firmabilen og under firmaindkøb. Og nu også hjem. Hvor de står ude i entréen og troner hånende.
Er det kommet dertil? At jeg vælger grim komfort over fine delikate og enkle - men dog feminine sko? Og skal jeg føre den helt ud i livet og anskaffe mig en bæltetaske? En t-shirt med blomster i stærke farver? En Claude Monet plakat i ramme? En pumpetermokande? Nylon knæstrømper i alt for mørkebrun nuance? Føtex' 49,95 parfumer?
Og skal jeg begynde at anlægge hård og ruflet hud på albuen? Og gå i en t-shirt med teksten: "Virklund VVS" hen over brystkassen?
Er det kommet så vidt, at Peter Belli er baggrundmusikken i mit liv?
(Apropos ovenstående sang: Hvor vil jeg dog hellere være i et intimt forhold med en plastikdukke, fremfor at være i et forhold med en langturschauffør. Findes der overhovedet nogen af slagsen, som ikke elsker PS12 og The Eagles? Som ikke konstant render rundt i en grim t-shirt med firmareklame på? Og som ikke stemmer DF? )
Fandeme nej! Har allieret mig med yndlings R. Som er pisse meget dejlig og en skøn mand og ditto ven. Han har lovet mig, at vi mødes og uddriver Gerda-genet, som forsøger at tage plads i min krop. Over en flaske C. Morgan.
Regner med at sidde i stiletter hele aftenen for at dementere min pointe. (Altså mig - ikke ham. Med mindre han rigtig gerne vil).
