onsdag den 9. august 2017

Skammekrogen for de grimme ord og sætninger

- Punani
Brugt af mange kvinder, som åbenbart ikke kan få sig selv til at bruge læge- eller pornotermer om deres forplantningsområde.
Punani. Stop dog. Det lyder som nummer 12 på menukortet på en fiskerestaurant. Noget stuvning af en art. Måske med brød til.

- Dertil
Det bliver brugt af husmødre m/k, når de skal fortælle, hvad aftenens menu er. "I aften skal vi have karbonader, kogte kartofler (eller, hvis personen er virkelig "gakkelak-jeg-leger-med-sproget": 'tofler), dampet blomkål. Dertil pandesovs". 
Bak lige! Du er ikke indehaver af en restaurant. Du er ikke med i Masterchef. Du serverer svinemursten, der er panerede i rasp. Ikke gourmet. (Og nej, der er intet galt med karbonader. Men for fanden....dertil?)

- Kopattesalve
Jamen, det lyder da virkelig som noget jeg har lyst til at smøre min røde bagdel med.

- Hapsere
Oftest sagt af lidt for friske typer i typisk parcelhus med Bilka bonuskort og lidt for stor kærlighed til Harald Nyborg.
"Så får vi lige nogle hapsere til dronningens nytårstale. Tihi".

- Gnavegrønt
Mest brugt af den jyske udgave af Østerbro-spelt-belastende-forældrene. "Jeg putter altid lidt gnavegrønt med i Tobias' madpakke" - og så sidder man tilbage med en film på nethinden af Tobias, der gnaver sig igennem tørre gulerodsstænger med en sådan iver, at guleroden splintrer ud af munden på ham i en sær symbiose med spyt.

- Brystvorter
Forfærdeligt ord. Brystvorter. Vorter? Det er normalt noget, som man skammer sig over i det fælles omklædningsrum og som man skal pakke ind i plastik, hvis man vil benytte bruseren i svømmehallen.


- Ja-hat
"Ih altså - sikke negativ du er. På med ja-hatten!" (Efterfulgt af et belærende klap på skulderen). Ordet bliver som regel brugt af mennesker, som får vendt lidt for mange Tarotkort på Facebook og som tror, at vejen til et lykkeligt jeg er at simulere optimisme. For Gud forbyde, at man forholdt sig kritisk i visse situationer.


- Blod på tanden
Hvor fanden kommer det fra? Hvorfor? Hvordan giver det overhovedet mening? Det eneste tidspunkt jeg vil have blod på tanden, er når jeg spiser en steak [stæjk]. I alle andre situationer ville det på ingen måde betyde noget positivt eller målrettet.

- Chance (Når der tydeligvis menes risiko)
"Ja, der er jo en chance for, at moster Jette skal have savet sit lårben af med håndkraft".
NEJ! Der er en risiko! Med mindre du selvfølgelig hader moster Jette. I så fald er det okay med chance.

- ”Havde jeg nær sagt”
Altid sagt efter personen allerede har lukket verbalt lort ud. Din lille rebel.

- Den gror på mig
"Jeg må sige; den nye Jussi Adler bog...den gror på mig. Den gør den".
Nå. Må jeg anbefale dig et bad? Eller evt. et lægebesøg?


- Massere
"Der var massere kage til receptionen". 
Der var hvad? Kager, som I masserede? Det er sgu da klamt. Stop med det.

- Jamen, hvad med de ordblinde?
Guldkortet i en grammatikdebat, som altid bliver smidt med forurettelse og en forventning om en undskyldning.
Hør nu her: De ordblinde står slet ikke for skud. Men det gør alle de autodidakte dyslektikere, som i bund og grund bare er skide dovne og sjuskede. Og så dækker de sig ind bag ordblindeskjoldet, fordi det trods alt er nemmere, end at tage sig sammen og lade være med at tillægge sig grimme sproglige vaner via Facebook, hvor ord som "samværd", "selvskab", "afvide" og "diskution" desværre breder sig med større hastighed end herpes på Paradise Hotel.

- Laktoseintolerans & Glutenallergi
Alle har det lige pludselig.

- Inu
Smut du nu bare tilbage til Bamses hytte. Jeg skal nok låse efter dig.


- Øjebæ
Det er så grimt, så grimt. Øjebæ. Mrm. Så presser man seriøst lidt for hårdt på toilettet.

- Fremadrettet
Altid sagt af personer, som gerne vil være med på noderne. Selv den dummeste sætning får højnet sit niveau, hvis "fremadrettet" bliver proppet ind et sted. Tror de.

- Pivfræk
Yndlingsordet hos 50+ kvinder, som ikke helt har fundet sig til rette med dåbsattestens udvikling.
"Den er bare pivfræk", sagde Susanne og smilede så skælmsk, at de gelé-marinerede fremadrettede (fik I den?) bakkenbarter formede sig i folderne på kinderne, hvor der i forvejen var - lad os indrømme det - lidt for meget rouge (eller kinderrødt, som Susanner'ne ynder at kalde det).

- Fjæsbogen
Som regel brugt af folk fra Randers og Nakskov. Det er de samme typer, der elsker vittighederne fra "Humørhjørnet".

- Godt brølt
Gerne efterfulgt af et overforbrug af udråbstegn. Og altid brugt af "PS 12"-segmentet.

- En på opleveren
Typisk et ord, som man hører fra fastliggerne på Bamsebo Camping.

- Intra
Hvor doven kan man være? Og hvor kommer a'et fra? Det hedder sgu da heller ikke "intasseret".
Hvis jeg bortgiver noget i en Facebookgruppe, ignorerer jeg bevidst de dovne hunde, der gerne vil have fingrene i noget gratis, men som ikke orker at skrive et helt ord.

- Kisteglad
Kiste og glad er bare ikke to ord, der komplimenterer hinanden.

- Et skriv
Opfundet af en emsig lægesekretær med pink brillestil med similisten, og en passion for neglekunst og tandsmykker. I øjeblikket går hun med planer om at der skal bygges ny udestue med skydedøre, helt uvidende om hvor meget jeg hader hende. Hun hedder muligvis Jytte, men jeg kender ikke efternavnet.


- Ironi kan forekomme
Altid skrevet af personer, som tydeligvis ikke mestrer ironiens kunst.

- Skideballe
Bevares, en maveforgiftning kan godt udvikle sig til noget, som man kunne kalde en skideballe. Men bortset fra det, så er det et virkelig mærkeligt ord.



(Og ja, jeg har med garanti efterladt en stavefejl eller flere ét eller andet sted)

1 kommentar: